Nanowrimo og om at sætte hverdagslivet på standby

Hej Benedicta

Det lyser som en meget spændende etnologiopgave.
Selvom jeg er ganske grøn udi skriveriets verden, - vil jeg da gerne dele de tanker jeg har vedr hverdagsflugten med dig.

Du må egentlig gerne præcisere lidt, hvad du tænker på
- men som hovedregel har jeg det ihvertfald sådan - at historien koger et eller andet sted omme i baghovedet hele dagen - og når jeg endelig får sat mig foran computeren, kan jeg se at jeg faktisk får lukket en del damp ud over ting der irriterer mig eller jeg forundres over i dagligdagen. Det er ikke så meget et projekt om at skrive en spændende bog - det er måske mere en samling tanker om ting man ikke helt kan forstå - eller greje (i dette tilfælde Mænd!).
Og faktisk er det en gave at give til sig selv at tage tiden til at sætte sig ned og skrive - droppe det TV man ellers følger med i - lidt som at hive symaskinen frem og endelig få begyndt på det syværk der har tumlet i baghovedet i månedsvis.
Eller at give sig hen til et halstørklæde og derfor gøre det ligitimt at sidde og stene en hel lørdag foran tv - fordi man strikker samtidig..
Det var lidt fra mig - sig endelig til hvis du vil høre mere!

/Gry

LOL Gry laver præcis de samme ting som mig med præcis de samme undskyldninger...

Nå, men som Gry også skriver, det ligger i baghovedet hele tiden. Jeg skriver noter i papir når jeg ikke er ved en pc og er jeg ved en pc skriver jeg noter til senere ind i et andet dokument... Mange bliver ikke altid brugt, men de er der og jeg bruger faktisk tid på at overveje. Desuden sidder jeg ofte med den følelse at selvom jeg nogle gange giver mine karakterer samme problemer som jeg selv har, så det ikke mit liv eller mig der bestemmer over det, de styrer nærmest sig selv, og det giver mig et tidspunkt på dagen hvor jeg bare føler jeg er helt uden ansvar for hvad der sker (stakkels mine karakterer sidste år dræbte jeg så mange af dem pga det, og har jeg også gjort i en anden historie haha) Men ja, det en fed måde at slappe af på og lige få lukket noget damp ud så man bedre kan lægge det hele på afstand

"Ordinary Is Boring, Let's Be Original" by T_ffe

Kære Gry

Tusind tak for dit svar. Det var meget inspirerende og lige præcis det, jeg søger.

Når jeg spørger så vagt, er det fordi jeg er bange for at lægge ord i munden på den, der svarer på min opfordring.

Men jeg kan godt præcisere det lidt mere: De svar, jeg har brug for, må meget gerne være à la en tankestrøm (stream of consciousness) om den frihed, der opstår, når man træder ind i fiktionens rum. Det kan være frihed fra sig selv, fra hverdagens rutiner, fra tristesse, fra hvad-som-helst.

Lidt à la den frihed, man oplever, når man er på rejse og er på fremmed grund. Der er nogle barrierer der forsvinder; man gør nogle andre ting end hjemme. Man er mere åben for indtryk end til hverdag.

Jeg håber at disse anslag besvarer dit spørgsmål.

I håb om at du fortsætter med at fortælle mig om dine oplevelser,
mange hilsner
Benedicta

Hej Benedicta

Du får lige et "burp" fra en, der af og til føler sig som snyder i det her - nemlig mig. Sagen er, at jeg skriver allerede. Jeg har gjort det længe og nyder det i bredfyldt mål. Jeg er cand. mag. i litteraturvidenskab og har på rusturen hørt på en fremtidig lektor (Bo Tao Michaëlis, som også skriver i Politiken) påstå, at alle os havde en forfatter i maven. Nogles er poppet ud! Min kæmper lidt for anerkendelse; den har fået det hos en forlægger med for dårlig økonomi og vist nok hos Sesam, der bare er sløve. Alt det her lyder som pral af værste skuffe, men pointen er, at det popper ud uanset omgivelserne. At skrive er simpelthen lige så vanedannede som sex, hvis ikke man foretrækker cølibat. Man kan vende ryggen til sine omgivelser - i mit tilfælde helt bogstaveligt, min pc står i et hjørne! Man kan især til NaNoWriMo lade avisen ligge, for romanen skriver jo ikke sig selv. Virkelig skønt, når der er valgflæsk på alle siderne! Man kan skrive den lækreste steg af en fyr frem og tage ham med i seng uden at være utro. Mankan slå alle sine gamle fjender ihjel på de ledeste måder og fryde sig over hævnen. Man kan give sig selv lov til at blive overrasket, når man lader karaktererne handle, ser, de får selvstændigt liv og den steg, man var parat til at kaste sig over erklærer sig som bøsse. Man kan forsvare tøffelhelten, man ser hver dag blive skældt ud i supermarkedet. Man kan lade sin lokale bagers vindtørre ekspeditrice forvandle sig til sexkilling efter mørkets frembrud. Og så videre! At skrive er simpelt hen at bestemme alt - også at bestemme sig for ikke at bestemme. Der findes ikke meget, der er bedre.

Maria

I can´t navigate the sodding site! Where do I telle the NoNoWriMo Forum that I´ve reached 3418 words on the second day of writing?!

Kære Maria
mange tak for din fortælling om din skrivning. Jeg holder meget af den sidste sætning hvor du skriver om at kontrollere og bestemme og kontrollere kontrollen og bestemme over ikke-at-bestemme.

Hvordan oplever du bruddene mellem at skrive og ikke-skrive. Det er interessant fra et etnologisk perspektiv med brud på flader, altså her hverdagen.

Nogle gange får man indtrykket af at livet i den hektiske overhalingsbane handler om at skabe brud på brud. For nogen kan det være skrækindjagende, for andre giver det et sus.

Men tilbage: Det er brud i hverdagslivet i forbindelse med at skrive fiktion der bl.a. er emne for min opgave.

Mange hilsner
Benedicta

Kære Benedicta

Ja, jeg havde også en fornemmelse af måske at have svaret lidt ved siden af. Det er ikke kun, når jeg øver mig på klaveret, at jeg har et eller andet med tangenter ...l!

Du spørger, hvordan jeg oplever bruddene mellem at skrive og ikke-skrive. Det korte svar er: Stort set ikke. Det skal forstås på den måde, at jeg tænker på det, jeg er ved at skrive, når jeg ikke konkret sidder ved tasterne. Jeg er efterhånden gået væk fra noter i små spiralbøger - jeg oplagrer de næste sætninger i hukommelsen. Nogle gange går det galt, og der kommer noget andet på skærmen. Er det godt og overraskende, lader jeg det være. Kan jeg ikke lide det, sletter jeg det ikke-ttænkte og skriver det tænkte i stedet.
Jeg har skrevet fantasy, hvor jeg virkelig tænkte meget ind imellem, fordi hele universet skulle opfindes inkl. religion. Jeg har skrevet eventyr, hvor jeg har tænkt i faste figurer og elementer og hvordan, de kunne drejes. Jeg har skrevet og skriver lige nu realistisk og går og smuglytter til, hvordan tilfældige mennesker snakker for at kunne skrive levende dialoger og give mine figurer hver deres talestil. Jeg lader mig i det hele taget jævnligt falde i staver/ sidder og stener, mens jeg tænker videre i noget igangværende. Når familien kæmper for at opnå kontakt med mig, fortæller jeg især min store pige (13 år), at jeg digter. Så altså: Skellet er mest af alt konkret mellem at tænke og rent faktisk klapre i tasterne.

Men jeg har da også utallige klare øjeblikke med fuld mental tilstedeværelse. Skrivningen og tænkningen er mit frirum, og jeg har valgt at tro på, der kan være penge i det, så jeg kan skubbe avisen etc. til side med bedre samvittighed.

Er det til nogen hjælp?

maria

I can´t navigate the sodding site! Where do I telle the NoNoWriMo Forum that I´ve reached 3418 words on the second day of writing?!

Kære Maria

Du svarede slet ikke ved siden af! Tværtom gav din beskrivelse mig anledning til at lægge nye perspektiver.

Jeg er også glad for beskrivelsen af de friktionsløse overgange mellem at skrive og ikke-skrive. Er det forkert af mig at koble til en flerhed af bevidstheder (du er immervæk også i stand til at være sammen med din familie og fortælle din datter om det), som du glider ind og ud af?

I går blev jeg coachet på min opgave (som det hedder), og jeg blev bl.a. spurgt om følgende:

- Hvad forskel gør det at skrive i NaNoWriMo-sammenhæng og uden for denne sammenhæng (det har du fortalt om),
- hvilken betydning har dette fællesskab,
- på hvilken måde forstås dette virtuelle fællesskab i forhold til et 'virkeligt' fælleskab,
- hvad betyder det om man gennemfører, hvordan opleves det 'at vinde',
- hvad betyder det hvis man ikke gennemfører
- bliver hverdagslivet en forklaring, hvis man ikke gennemfører,
- man kalder NaNoWriMo for skrive-marathon: Giver det anledning til at opleve det som en sport, der virker befriende for de blokeringer man ellers oplever, når man skriver.

Og så var der en af mine medstuderende, der spurgte om man kunne forestille sig at et litteraturhus i fx kommunalt regi kunne lægge rammer for den samme type aktivitet.

Jeg er glad for vores korrespondance, og jeg håber at andre bliver inspireret til at skrive med og fortælle mig deres syn på nogle af de ovenstående punkter.

Mange hilsner
Benedicta

Kære Benedicta

Det er smukt formuleret at kalde min (u)vane med at stene litteratur for en flerhed af bevidstheder. Jeg har aldrig tænkt på det sådan og er ikke fri for at være lidt stolt over, at det måske er det, jeg gør. Jeg har i min roman fået noget klemt af om folk, hvis hjerner består af svamp og kontaktlim. Nogle gange tror jeg, min egen er lavet af fluepapir. der hænger i hvert fald de særeste ting ved, citater fra Asterix, gamle, udgåede telefonnumre, følelsen af at styrte på cyklen sammen med en veninde, lugten af barselsgang, da jeg havde fået den store, den spøgelsesagtige lyd af vinduesrammer af kobber i stærk blæst osv. Det popper op og forstyrrer mig sjældent i det daglige, men får mig af og til til at grine tilsyneladende umotiveret. Det er det, jeg udnytter til at tænke på roman og indkøb el. lign. samtidig.
NaNoWriMo fællesskabet betyder helt konkret for mig, at jeg kommer til at skrive sammen med folk, der som mig har denne sære trang til at se deres egne tanker på skrift. Et interessefællessakb, jeg næppe ellers var kommet ind i. Jeg har læst japansk (blev aldrig færdig) og kan huske nørd-fællesskabs fornemmelsen. Det var lige så underligt. Lige nu skriver jeg til dig og er desuden kommet i kontakt med en klaverspiller i Ålborg, og jeg nyder det. At det er virtuelt er både odt og skidt. Det gode ligger i den hurtige kommunikation, når det passer mig, ulempen er, at det kan være besværligt at træffe mennesket bag ordene. Der er langt fra Smørum i kanten af Storkøbenhavn til Ålborg!
Jeg ved endnu ikke, om jeg gennemfører, men har dog i dag oplevet et gennembrud, der gerne skulle holde og bære mig gennem. At skrive så meget på så kort tid samtidig med alt andet er principielt umuligt. Det er fedt at lege flyvende bi! Jeg har kørt Tøserunden på for lidt træning og havde i overført betydning tabt kranielåget, da jeg gennemførte; regner med noget tilsvarende her. Derfor vil ikke-gennemførsel være en nedtur, som jeg ikke har tænkt mig at undskuylde med andet en manglende evne. Jeg har ikke tid, jeg stjæler den! Apropos sport/ cykelløb: Måske skal man se det som en marathon for at holde gejsten oppe, når skriveblokering syrer hjernen til i stedet for, at muren syrer benene til.
Din medstuderendes tanker om et kommunalt litteraturhus med "skriv-ind" lyder helt forrygende! Jeg arbejder på bibliotek, hvor det vil være oplagt. Vi laver et projekt, som inkluderer en blog, og jeg vil tillade mig at nævne idéen dér.

Maria

I can´t navigate the sodding site! Where do I telle the NoNoWriMo Forum that I´ve reached 3418 words on the second day of writing?!