Blodbrødre
an excerpt

Blodbrødre

Kapitel 1 - Joakim

Den sorte kat danser balancerende på plankeværket. Den svajer en smule frem og tilbage før den let og elegant lander i det dugvåde græs på den anden side. Med ryggen mod husets grågrønne facade står du med fuld udsigt over den store tilgroede have. Sommervindens stille hvislen i de høje og uklippede træer og buske, får katten til at stoppe op og lytte stille. Med spidsede ører lusker den videre gennem haven, og selv med dens lethed kan den ikke undgå at træde det knæhøje græs helt fladt. Du følger stille efter den. Hele haven ligner en lille oase af gamle træer og overdimientionerede blomsterbede, der sikkert engang har stået i fuld flor, på en sommernat som denne, men nu vokser de enten hid og did og alle vegne. Eller også ligger alle blomsterne flade, grå og brune på jorden, og har ikke nydt godt af sommersolen, siden de spædt tittetede frem engang sidste forår. Kattens fodtrin giver ikke genlyd over den brostensbelagte indkørsel, men da den kommer stykke videre i haven standser den op og lytter igen. Du standser brat op bag den, og lader duften af sommernat glide gennem dig. Det lader ikke til at være den svage tone af melankolsk musik, fra træernes hvisken og raslen i de gamle blade, der når kattens ører, for den lunter fornøjet videre, og hen mod en stor gruppe gamle egetræer i havens allerbagerste. Musikken holder med et op, og et lille lysglimt fra et af trætoppene, får katten til at fare sammen, og styrte ind i de brede skygger hvor den forsvinder. Du vender blikket mod det pludselige lysglimt, og får pludseligt øje på et lille hus allerøverst i trætoppene. Et af de største egetræer, gemmer bag sine kronblade en lille hytte der er smækket op med store ubehandlede planker, og søm. Men 4 vægge et tag og et gulv holder huset stående. De brede grene holder huset på plads, og da du lader blikket glide ned af den mosgrå stamme, får du øje på en lang rebstige der hænger og dingler for foden af det enorme træ. Oppe i huset cirkulerer lyskeglen nu rundt, og i et lille skævt vindue der er skåret i gavlen, får du i et kort sekund øje på et drengeansigt. Så er det igen forsvundet, og lyskeglen er blevet til et svagt og dæmpet lys, der kun akkurat siver ud gennem sprækkerne i hytten. Du begynder at bevæge dig hen mod træet, og lader dig lige så forsigtigt trække op ad den brede rebstige, da du når til stammen. En to tre fire fem seks trin længere oppe, lader du dig glide ind af den lille udkårede døråbning. Indenfor på gulvet sidder drengen, krummet sammen i et hjørne. I den ene hånd har han en grøn flaske med sodavand, og i den anden holder han den lysende lommelygte. Selv sidder han pladask på de ru gulvplanker, omgivet af tæpper og store puder. Knæene har han foldet op under hagen, og ansigtet skjuler han i en brun rullekrave sweater der er alt for varm til årstidens aftener. Hytten er meget lille, og selv ikke drengen, der højst kan være omkring de 10 år, ville kunne stå oprejst herinde. Der ville allerhøjst kunne sidde to personer af hans størrelse, ikke så meget på grund af hyttens størrelse, men på grund af alle de ting den er fyldt med. Der er banket små hylder op på væggene, med massere af bøger. Store kasser med biler, aktionmænd, og andet legetøj, står stablet op ad siderne, og til sidst står der en stor rød kasse med sodavandsflasker både tomme og fyldte. Du maser dig forsigtigt hen over tingene, og over mod drengen, der nu udstøder en højlydt snøften. Du sætter dig op ad ham, tæt nok på til at du kan se hans ansigt gennem de leverpostejsfarvede hårlokker. Det er rødt og øjnene er blodskudte, og lange baner af store salte dråber, har allerede banet sig vej, og lavet store plamager på tøj og gulvet. Han snøfter igen, og rækker ud efter en rulle køkkenrulle der står lige nær dig. Det giver et sus da hans hånd går igennem dig, og snøftende trækker køkkenrullen til sig. Du glider stille hen igennem ham og sætter dig nøjagtig som han gør. I skrædderstilling med armene krampagtigt løftet mens han pudser næse, og hovedet bøjet.
“hvorfor græder du?” Spørger du.
“Hvorfor græder du altid?”
Drengen ryster på hovedet. Han har ondt, så ondt i både øjne og i den ru hals der har trukket sig helt sammen så han føler at han er ved at blive kvalt.
“Hvorfor kan du ikke reagere på en anden måde, end altid at græde? Er det ikke svagt at sidde her og tude alene?” fortsætter du spørgende.
“Jeg er alene” tænker drengen.
“Der er ikke nogen der kan se mig, jeg må gøre som jeg vil.” Han snøfter højt igen og hulkende gemmer han ansigtet i det gennemblødte våde papir. I det samme, høres en lyd udenfor hytten og han drejer straks hovedet mod indgangen for at lytte. Da han hører rebstigen give efter dernede forsøger han febrilsk at gemme papir af vejen, mens han langer ud efter et af de store tæpper, for at tørre øjnene en sidste gang. Rebstigen knirker, men drengen bliver siddende, og stirrer på indgangen. Så kommer endnu et ansigt til syne i døråbningen. En mørkhåret dreng stikker hovedet ind, og lader sig trække det sidste stykke af hans brede muskuløse overarme. Han trækker sig det sidste stykke indenfor, og forsøger så at stå så oprejst som han kan, stadig uden at sige noget. Han lader blot sit mørkebrune blik, hvile tungt på den lille dreng overfor ham, der stadig snøfter lavt, mens han kører sine brune ærmer frem og tilbage over ansigtet.
Den anden dreng ryster på hovedet, og sætter sig ned overfor ham, med hænderne på sine knæ.
“Igen?” spørger han bare, meget hæst, og med en stemme man ikke skulle tro en omkring de ti åring. Det giver et sæt i den grædende dreng, men han får sig selv til at nikke, og hans grå øjne fyldes igen med store blanke tårer. Ud af det blå hamrer den mørkhårede dreng sin arm ned i det hårde trægulv, og det giver et ryk i huset, inventar, dig og den grædende.
“Holder det aldrig op?!” råber han og får den melankolske musik fra træerne udenfor til at tie.
“Nej” Tænker den anden dreng og skjuler igen ansigtet i hænderne.
“Er du grim?” Spørger den mørkhårede og kigger direkte på drengen.
“Er du dum?” Spørger han inden han kan nå at få et svar?
“Er du fed, har du briller, har du bøjle, eller fregner?” nu hvisker han nærmere, og synker lidt sammen i skuldrene.
“nej” Tænker han
“Nej” siger den grædende og ryster på hovedet.
Den mørkhårede knytter vredt næverne, og den grædende dreng krymper sig og ser endnu mindre ud, end før.
“Rolig Joakim” siger den mørkhårede med en dirrende stemme. Han trækker vejret tungt et par gange.
“Bare han ikke råber mere. Bare han ikke råber” Tænker drengen der hedder Joakim, og du kigger lidt forundret, og skævt på ham.
“Du ved jo godt at han bare vil beskytte dig Joakim! Det ved du” Siger du en smule strengt.
“Men jeg kan ikke holde det ud når han råber” tænker han.
“hvad skete der i dag?” Spørger den mørkhårede, mens han lader sig glide tværs over gulvet for at hente en sodavand.
“det sædvanlige?”
“og hvem var det?”
Joakim begynder at forstille sig billederne fra dagens oplevelser på nethinden.
“Lad være med at tænke på det” Siger du højt til ham.
“Nu var du lige holdt op med at græde”.
Joakims øjne fyldes igen med tårer, mens han åbner munden for at fortælle. Den mørkhårede har knappet en sodavand op, og sidder nu en smule frustreret og trommer på glasset.
Joakims stemme knækker i det samme, han begynder at tale, og han må rømme sig og tage en slurk af sin sodavand før han kan fortsætte.
“Det var efter gymnastik” Hans hals snørrer sig sammen, og han kan mærke at han begynder at hikse.
“Man kan ikke græde foran Mark” siger du roligt til ham, og beder ham tage en dyb indånding.
“Det var som det plejer, jeg gik først i bad efter de andre. Der var ikke noget. Men efter. Da jeg kom op i klassen. Jeg havde ellers vasket hår.” Joakim begynder igen at hulke, men den mørkhårede - Mark, siger ingenting. Han kigger bare på Joakim, og venter på at han fortsætter, men Joakim tier stille, og ser ned i plankegulvet. Han lægger mærke til at vandet fra hans øjne har dannet en hel lille våd plamage under ham.
“Er det rygterne igen?” Spørger Mark pludseligt, med en vrede i stemmen, der får Joakim og dig til at skutte jer.
“Han mener det ikke” hvisker du.
“Det er ikke dig.”
“Ja” Svarer han bare.
“Om at du… Ikke går i bad? At du lugter af sved, aldrig børster tænder, får vasket dit tøj? Og at du aldrig tørrer dig når du har været på toilettet?” Mark forsøger at undertrykke en dirren i sin hæse stemme, men tonelejet bliver højere og højere, og til sidst en smule skingert.
Joakim nikker, og udstøder en blanding af et suk og et hulk.
“klam” hvisker han, højt nok til at kun du kan høre det.
“Hvad siger du?” Mark kigger jer i øjnene.
“Klam” Siger han en smule højere.
“Det siger de jeg er. Klam klam klam! Ulækker!” Han hæver stemmen, og tonen bliver utydelig, da snot og tårer strømmer ud af øjne, næse og mund på ham.
“De siger at jeg har skæl og svamp! At jeg smitter hvis man rører ved mig!” nu råber Joakim højt. Mark smækker igen en vred knytnæve i gulvet, og hans ansigt har lagt sig i rasende folder. Joakim bliver bange og gemmer igen ansigtet i hænderne.
“Mit klamme ansigt” tænker han.
“Det er jo ikke dig han er sur på” siger du en smule bebrejdende, men også trøstende til ham.
“hold nu din kæft!” Siger Mark truende og Joakim krymper sig endnu mere. Du kan se på Mark at han er irriteret over at han ikke kan rejse sig op og stå i sin fulde højde i den lille hytte.
“Hvad skete der så i dag?” spørger han en smule mere dæmpet, men de vrede folder i hans ansigt er stadig ikke til at tage fejl af.
“Efter gymnastik. Var kommet op i klassen og sad på min plads. Pigerne rendte rundt om mit bord og legede fangeleg. De hylede og hvinede af hinanden. Pludselig begynder drengene også at løbe efter dem, og en af dem…”
Mark afbryder ham.
“Hvem af dem?”
“Morten. Han siger at hvis de ikke holder op, så vil han tvinge dem til at røre ved mig.”
“Hvis I ikke stopper med det skrigeri, må vi jo skubbe jer hen mod Joakim! Ha ha ha!” siger du til ham.
“De holdt ikke op. Hvorfor holdt de ikke op?” tænker han bagefter og kigger stille på Mark, i håb om at han ikke vil tvinge ham til at sige mere.
“Ja?” Siger Mark bare.
“Ja, men de holdt selvfølgelig ikke op. Og så begyndte alle drengene at skubbe pigerne rundt i lokalet, og over mod min plads. Jeg prøvede at lade som ingenting. Prøvede. Men så snart en af pigerne strejfede mig, skreg hun.”
“Aaaad hvor ulækkert! Aaaad!! FØJ!” hvisker du til ham. Som om han ikke ved det.
“Og så skyndte de sig ud at vaske deres hænder, bagefter” Joakim kan ikke længere mærke tårerne presse på, mens han fortæller det. Men han mærker at det sortner for øjnene, og han forstiller sig de fortrukne grimasser, alle pigerne kom med når de blev tvunget til at røre ham.
“Ad JOAKIM!”
Efter at Joakim er stoppet med at fortælle lader Mark bare stilheden falde over den lille hytte. Joakim stirrer forundret på ham i de første par minutter, men efterhånden kan han ikke andet end at lade blikket og tankerne vandre.
“Hvorfor siger han ikke noget?” tænker han spørgende til dig. Du svarer ikke.
Endelig synes Mark at bryde stilheden ved at rømme sig. Alles blikke rettes mod ham.
“Jeg kan ikke holde det ud længere” Siger han med krampetrækninger i det solbrune ansigt.
“Jeg kan ikke se på det længere!!” Han hæver stemmen, og forsøger endnu en gang at rejse sig så højt som han kan i den lille hytte.
“Den klasse du går i! De driller dig. De!!” Han stopper og trækker vejret dybt.
“…De mobber dig! Og alle er bare ligeglade!!”
“Sådan nogle…” Han stopper.
“Idioter!!” Han sætter sig frustreret ned i mangel på bedre ordvalg, og ryster på hovedet.
“Men det skal holde op lige nu!” Joakim kigger på ham med store blanke øjne. De fyldtes med tåre da han hørte ordet “mobbet”.
Du bliver ikke Mobbet Joakim
“Jeg vil flytte skole nu! Siger Mark, med et overbevisende eftertryk på nu.
“Det skal ikke have lov at ske mere. Jeg flytter til din skole, i din klasse. Ingen skal have lov at gøre det mod dig mere! Ingen!” Joakim sætter sig forundret ret op, og tørrer igen sin løbende næse i ærmet.
“mener han det?” Tænker han spørgende til dig.
“mener du det?” spørger han Mark, og lader det tæppe han havde svøbt om sig, falde fra sine skuldre.
“Ja selvfølgelig mener jeg det!!” Siger Mark bestemt.
“Han mener det ikke” Tænker Joakim.
“Jeg hader de torsk der gør sådan mod dig. Jeg beder min far om at flytte mig til din skole, i aften, jeg gør” Joakim nikker ivrigt til svar, og rykker et par skridt nærmere Mark, på sine knæ.
“Jeg omfavner ham” Tænker han.
“Tror du han overhoved vil bryde sig om det?” Spørger du.
Joakim ignorerer dig, og rækker armene for at omfavne Mark, men han ryster afvisende på hovedet. Joakim rykker sig en smule skuffet tilbage.
“jeg sagde det jo” siger du. Mark lader sig ikke mærke med Joakims åbenlyse skuffelse, men giver sig i stedet til at rode i lommerne på sine slidte bukser, alt i mens han begynder at snakke:
“Men så må vi også lave en aftale. En aftale…” Han kigger koncentreret på Joakim for at være sikker på at han hører efter. Joakim nikker.
“Gå nu videre” tænker han.
“En aftale, som aldrig kan brydes!” Endelig fik han fisket tingen i lommen frem, og Joakim fik øje på en lille rød sweitzer lommekniv.
“Hvor har han den fra?” Joakim kiggede spørgende op på Mark, og som svar på hans tanker tilføjede Mark:
“har stjålet den fra min fars jakkelomme”.
“hvad skal vi bruge den til?” spørger Joakim.
“Det kommer jeg til” Siger mark en smule irriteret, og Joakim skutter sig. Mark rømmer sig.
“I gamle dage. Når mændene drog i krig, så skulle de altid lave en aftale om at holde sammen, lige indtil krigen var slut, for at være sikre på at ingen forrådte dem, eller bare gik deres vej” Sagde Mark højtideligt, og begyndte at folde den lille lommekniv ud. Du flytter dig fra Joakim, for at komme helt tæt på, og se den blanke kniv.
“Hvor ved du det fra?” Spørger Joakim en smule mistroisk.
“Det ved jeg bare!” Vrisser Mark, og fortsætter:
“For at man var sikker på at alle mændene, ville holde ord, bad man dem alle om at tage deres knive frem. Derefter skulle de selv skære en flænge i hånden” Joakim gisper.
“En flænge i hånden, så dybt at det blødte - og derefter måtte de blande deres blod, med en af deres sammensvorne. Så kunne de aldrig bryde aftalen!” Mark nikker anerkendende, og ser ned på kniven, men Joakim ser skræmt ud.
“Skulle de skære i sig selv!?” Hvisker han nærmest, og du kan se de billeder på hans nethinde, der får ham til at udstøde et lille hvin. Mark nikker bare.
“Vi skal også i krig Joakim! Vi må gøre som blodbrødrene!” Derpå rykker han nærmere Joakim, så han sidder helt ud for ansigtet på ham. Så tager han kniven op og forsigtigt og langsomt stikker han den lille klinge i håndfladen på sin venstre hånd, og lader kniven glide hen over den. Joakim stønner højt, og kan ikke tro sine egne øjne. Han kan mærke kvalmen i halsen, og lukker øjnene, fordi han er bange for at han ellers skal kaste op.
“Hvorfor gør han nu sådan noget?” tænker Joakim febrilsk til dig.
“Lige om lidt vil han bede dig om at gøre det samme Joakim. Så dum er du da ikke, at du ikke kan regne det ud,” svarer du bare. Du kan se smerten i Marks ansigt, men han bider sig i overlæben, og løfter kniven fra sin hånd. En lang blodig ridse har tegnet sig op på tværs af hånden, og små bloddråber er begyndt at pible frem. Snart flyder de sammen, og en pæn blodplet tegner sig i håndfladen på Mark Joakim sidder stadig med lukkede øjne, da Mark rækker lommekniven over mod ham.
“Og nu dig” siger han en smule myndigt, og Joakim åbner øjnene. Hans øjne fyldes med frygt da han ser blodet i Marks hånd.
“Jeg vil ikke” Tænker han.
“Jeg…” Begynder han.
“Han bliver nok sur” siger du.
“Skal jeg? Jeg tør ikke.” Siger Joakim med tårer i stemmen. Marks øjne fyldes med vrede, og bare det er nok til at få Joakim til at tage imod kniven.
“Jeg kan ikke” Tænker han.
“Hvorfor skal jeg?” Spørger han, men fortryder i det samme.
“Det vil bare gøre ham endnu mere vred Joakim! Det ved du jo godt!” råber du.
Mark åbner vredt munden, og skal til at råbe, men Joakim afbryder.
“… Jeg mener… Kan du ikke skære i min hånd? Jeg… tør ikke selv”
“Man skal gøre det selv!” Siger Mark forbarmende og bøjer sig fremover for at slå kniven ud i Joakims hånd.
“Sådan er reglerne”
“Jeg tæller til tre” Siger du, og rykker dig hen lige foran Joakims hånd så du bedre kan se.
“1, 2, 3 Nu Joakim, nu!” Siger du, men hans hånd rører sig ikke. Mark sidder afventende og kigger på. Joakim stirrer forfærdet ned i sin håndflade. Han lukker øjnene, og så ud af det blå kører han hurtigt kniven hen over håndfladen, mens han tænker sig til det højeste smerteskrig han kan. Mark smiler. Du kigger ned i hånden på Joakim hvor blodet også er begyndt at boble op.
“Så er det nu” Siger Mark højt, og rækker sin blodige hånd over mod Joakim.
“Ræk mig din hånd” siger han så. Joakims ansigt er fordrejet i smerte, men han rækker alligevel den svigende hånd over mod mark, som griber den. Joakim giver et spjæt op i luften da mark placerer hans blødende venstrehånd oven på sin egen, og med højre kører de to blødende sår op og ned af hinanden. Joakim græder igen.
“Nu skal du sige efter mig.” Siger Mark igen, med en myndig stemme, og rømmer sig:
“Jeg sværger ved mit blod, at jeg vil være din ven for evigt. At jeg aldrig vil svigte dig. At jeg… … … blodbrødre for evigt”
“Hør nu efter” Siger du, da Joakim misser det sidste, fordi han på grund af smerten, ikke kan koncentrere sig. Mark kigger opfordrende på ham.
“Jeg sværger ved mit blod. At jeg vil være… Din ven for evigt. At jeg aldrig vil svigte dig… at jeg..” Joakim holder en pause, og mark fortsætter for ham:
“At vi aldrig skal skilles ad…”
“At vi aldrig skal skilles ad, og at vi vil forblive blodbrødre for evigt!” Råber Joakim halv højt, og det får mark til at smile over hele sit lidt buttede ansigt. Til sidst kører Mark de to håndflader hen over hinanden, til de begge er helt røde af blod. Så smiler han over hele ansigtet mens han trækker sin hånd til sig, og glad - men samtidigt højtideligt, placerer hånden hårdt på gulvet foran sig, og laver et aftryk. Han nikker mod Joakim, der uden skræk eller forbehold bider smerten i sig, og smækker din blodige hånd i gulvet foran sig. De griner begge to.
“Du gjorde det” Siger du, og griner med.