Excerpt: Den kulørte bog

Avocado

Nej, selvfølgelig er han ikke advokat. Det kan han simpelthen ikke være, han er for morsom. Eller er det bare en dum fordom? Advokater behøver vel ikke være lige så tørre som Karnov alle sammen, og slet ikke udenfor retssal og kontor, gør de. Men nej, det kan alligevel umuligt passe. Han ville jo aldrig i livet få lov at procedere, når han både har ørering og det lækre, lille hageskæg. Og det er jo heller ikke nogen lille, diskret kugle ind gennem flippen … uuuhh, jeg skal ikke tænke på kugler nu. Bukserne sidder for stramt. Det er stadig mere end en – lille ørering. En ordentlig fiskerring er det, fed guld.
Skægget er stadig det bedste. Altså den MÅDE han stryger det opad og ind mod munden på! Og så det avocadodip, der overhovedet fik mig til at tænke på advokater. Er han mon selv klar over, hvordan det virker, når han står og nærmest slikker det op fra sin tallerken?! Suk, hvorfor bliver han ved med at stå og skvadre med Jette? Hvem er han egentlig? Ja bevares, jeg kan da godt høre, hun siger Claus til ham – siger det alt for højt, når hånden lander på hans underarm. Hvem er han udover en Claus? Selv om han ikke lige kan være advokat, er jeg sikker på, han er en eller anden form for akademiker. Jeg kender jo Bjørn godt nok til det, han er en forfærdelig snob. Kunne han forlange at se eksamensbevis OG blive taget alvorlig, ville han gøre det med samtlige, der vil være venner med ham. Han var jo ved at gå bagover, da jeg fortalte, at jeg havde skrevet under på slutsedlen til min egen praksis. Bagefter gik han selvfølgelig kun bagover i min seng; det var der nu ikke meget ved. Flødeskæg både i top og bund og kun halvanden rynke; det er jo virkelig ikke noget at komme efter.
Så hvad er ham Claus for en? Kan han være arkitekt? Musiker? Det er simpelthen ikke til at gætte, uanset hvor meget jeg prøver. Hvor meget jeg ser ham an.
SHIT! Nu har jeg alligevel fået gloet for længe på stegen! Han lader Jette stå og spytte lidt i sit glas, fanger mit blik hen over hende og – hvad er det, han laver? Hvad skal det betyde, at han står dér og laver en trekant med sine flade hænder? Jeg forstår det ikke, men – nu trækker han det hen over brystlommen! Ein rosa Winkel! Halleluja, manden er en af os, han forsøger at slippe af med skrigeskinken! MON ikke det ædle formål kalder på min ubetingede hjælp?!

Lektor i engelsk. Og musik. Kender Bjørn fra radioen, hvor han har skaffet ham gratis liveoptrædener også til fredagsbaren i klubben. Jeg vil undlade at spørge, om han også er blevet invaderet af Bjørn i soveværelset, det er jo fuldstændig unødvendig. Bjørn sætter jo en ære i at afprøve alt og alle; gad vide, om han ved, alle kalder ham Svingdøren? Hurtigt ind, mindst lige så hurtigt ud igen, tak det var ingen stor fornøjelse. Han halvskubber mig ud i køkkenet, hvor vi rent faktisk er i stand til at høre hinanden uden at råbe eller mundaflæse. Helt hjemmevant går han på rov i køleskabet, fisker en bøtte humus ud og skovler lidt op på sin tallerken. Ser lidt for længe på mig, inden han stikker en finger i sin smagsprøve og stopper den i munden. Jeg kan næsten ikke tåle det! Og han ved det, nu svupper han den ud, tager endnu mere på og giver mig fornøjelsen, mens jeg står med åben mund og polypper. Det er for meget, for hurtigt, for overvældende, jeg skraber det af mellem tænderne i et kontrolleret bid, der ikke får ham til at ømme sig, kun smile sardonisk. ”Man vil nok snakke lidt først?”
”Ved du overhovedet, hvad jeg hedder?” Jeg kan selv høre det sippede slippe ud. Ja, jeg beklager, sådan er jeg altså så gammeldags og snerpet!
”Pik er et meget godt bud. Du var jo hele tiden ved at hejse flaget derinde.” Han er iskold at høre på, ude efter et rap … selvfølgelig skal han have det, han er bare for lækker at sende ukendt videre.
”Jeg hedder altså Arne.” Jeg kan ikke lade være med at være en anelse vrippen, jeg mener jo, jeg indeholder en del mere end lige mit buksefyld. Så må han alligevel have en indrømmelse. ”Jeg får vel vedgå, at jeg synes, du er attraktiv.”
Han hæver det ene øjenbryn. ”Dog? Nå men – hvad laver Arne så, siden vi skal snakke. Først.” Der er ikke just nogen tydeligt spørgende tone at spore, han slynger det ud af konvention. Er han noget, er det lidt overbærende.
”Jeg er psykiater. Privatpraktiserende, men jeg har temmelig mange patienter, der kommer med offentlig henvisning og betaling. Jeg kan egentlig være ligeglad, penge er jo penge, og jeg ville også være det, hvis ikke det var, fordi en af mine faste henvisningskommuner er notorisk langsom.”
”Måske den samme, jeg arbejder i?”
”Måske, hvilken er det?”
Han nævner en omegnskommune; det er rent faktisk en anden, og vi kan finde lidt fælles forståelse over disse sløve naboer. Så kan han åbenbart ikke tage det alvorligt længere og lægger en uventet arm om min nakke, der i ren overraskelse skubber mit ansigt ind mod hans. Nå ja, det er jo ikke, fordi jeg beklager at blive lukket munden på med lige den metode, vel? Den milde efterbrænder hvidløg fra både avocadomos og humus er vi alligevel fælles om. Han lader nok være nok, da vi begge begynder at røre på os, har åbenbart alligevel en vis forståelse for, at vi ikke skal gå helt ombord lige med det samme. ”Hvad hedder Arne mere end Arne? Lidt fritidsinteresse kunne måske også afdække ham lidt, tak.”
Den slags kan jo smelte enhver. Jeg krammer ud med lejligheden på Gl. Kongevej, tennistimerne, tværfløjten og de skiftende malerier fra vennerne. Med ekstra bekymringer for bestemte patienter, de gratis timer her og der, afsmagen for sygehussystemet og de evindelige nedskæringer, der presser dem til kanten af periodisk uforsvarlighed. Efterhånden kan jeg høre mig selv indrømme tenørderiet og kurserne i tekstanalyse på åbent universitet og håber hele tiden på, jeg ikke afskrækker ham. For jeg får jo det skønneste modspil! Plejen af de unge virkelige talenter på gymnasiet, hvor han underviser. Turene til London efter nye bøger, stakkene af gamle Times Lit Sup, klaveret, cykelturene … jeg tør slet ikke tænke på ham i tætsiddende shorts. Den røv er lige til at bide i, fugte med tungen, snige sig ind i … jeg får det varmt, kan ikke holde fingrene fra ham længere, smasker i bund denne gang, til jeg har virkelig jern på. Og kan mærke hans stå mod mig.
”Er det nu, vi skal finde døren?”
”Vil du være her i køkkenet?!” Nu er det alligevel for avanceret til mig, der er ingen lås på den.
Mit øre bliver fugtet af hans tunge, inden ordene hviskes ind. ”Hoveddøren. Først Bjørns, så din. Du bor tættest på.” Han stikker en hånd i sin baglomme, hvor en velkendt knitrelyd kaldes frem. ”Jeg har det vigtigste på mig.”
Jeg nikker, går ud med Claus i hælene, finder Bjørn og siger pænt farvel. Han er kun lidt arrig over at se os forsvinde sammen, så får han det blik, der siger finkesladder. Lad ham bare, det er jo hans største fornøjelse. Frøken Svingdør. Ude af gadedøren overhaler Claus mig, går ind i gården, hvor hans cykel står. Jeg er gået herover, han kan få lov at trække ved siden af mig. Da han læner sig ind over cyklen, kan jeg ikke nære mig for at følge den smækre kurve, liste hånden ind mellem og frem. Han er i lette lærredsbukser, sommeraftenen er balsamisk varm, og jeg kan mærke flagstangen lige igennem. Uden varsel rækker han bagud, hiver han fat i min ledige hånd med sin ene, mens den anden åbner ind til herlighederne. Han dirigerer mig, retter sig op og får fat i mig, da min hånd har lukket sig om hans skaft. Knapperne bliver åbnet under min navle, så er han inde og holde, stryger hovedet, hånden rykker op og ned, så jeg ikke kan lade være med at gøre gengæld. Han stønner før mig, jeg gør mit bedste for at pege ham fremad, før jeg selv mærker mit skud stå op igennem mig. Jeg har en ret klar fornemmelse af, at jeg i det mindste ikke rammer ham. Jeg læner mig ind over ham efter mit skud, kysser ham i nakken. ”Jeg kunne ikke lade være. Du så for godt ud, da røven strammede henover cyklen.”
”I orden, jeg fulgte jo ligesom selv op på det. Vi køber os tid og langsomhed på denne her måde.” Han stopper mig roligt ind, løsner mit greb om sig og vender front mod mig. Hænderne kommer om min talje. ”Jeg begynder virkelig at kunne lide dig, Arne, der er stil over den slags spontanitet.” Jeg får et dovent kys, inden han kigger skråt på mig. ”Hvad så, må jeg tage min cykel nu?”
Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ikke få lyst til ham igen, når han siger sådan! Jeg er imidlertid tømt og slap lige nu, nikker og stikker hænderne i bukselommerne. Det er sådan en god beroligelse for nerverne at kunne ae sin egen pik gennem lommerne, uanset hvor meget den sover lige nu. Claus når lige at få set mig gøre netop det; det sardoniske smil kommer igen. I det mindste siger han ikke noget.
Vi sludrer os vej fra Bjørns gård gennem porten, før Claus fisker min hånd op af lommen og lukker sin om den. Det er helt kært; vi vandrer fra Værnedamsvej ind ad Gl. Kongevej og videre mod Rådhuspladsen hånd i hånd. Vi kan se en flok glatnakker hænge foran Burger King på hjørnet, jeg gider ikke høre på mundlort og trækker op langs Rådhuset mod Vartov og videre mod Farvergade. Det er ikke lige den mest direkte vej; det får være. Claus følger mit blik mod flokken, nikker og klemmer min hånd et øjeblik, så er vi skjult fra hjørnet, og han stopper op for at give sig tid til at smaske mig på halsen. ”Jeg går også helst uden om slagsmål. De er ikke værd at spilde sin tid på.”
Han går videre, vi finder fodslag og skyder en pæn fart. Farvergade, Kompagnistræde og Læderstræde ligger under sålerne, vi kommer ud ved Amagertorv og tager det sidste stykke ad Strøget, før vi endelig kan krydse Kgs. Nytorv og nå St. Kongensgade. Han er næsten helt benovet, da jeg stopper ved min egen gadedør og siger, han kan få cyklen ind i gården. Jeg ved selvfølgelig også godt, at det må se lidt vildt ud, hvis man har en offentlig lektorløn at gøre godt med; det er jo også hovedsageligt arven fra min far og ikke mindst farbror, der gav mig råd til at købe de 150 kvadratmeter. Jeg har bare en tendens til at glemme det, fordi noget af den er min praksis, hvilket får den til at virke mindre overdrevet. Når dertil skal lægges, at jeg lægger vægge til et par malende venner og i sørgeligt lang tid er kommet hjem alene til en tom lejlighed, er jeg holdt op med at betragte min adresse som mondæn.
Claus går ind i gården alene, jeg tør ikke følge efter ham nu. Der skal puttes og klædes af, nydes ordentligt i bløde omgivelser. Det er ikke tid til en gentagelse af gokket i Bjørns gård; det var jo kun for at ørerne ikke skulle stå på højkant. Derfor venter jeg ved døren til bagtrappen, låser den op, mens han låser cyklen og gør mit bedste for at overhøre Frøken Svingdørs ikke-morsomhed om helst at ville bruge bagindgangen. Ja, ha-ha, meget underholdende … eller også var det ikke. Claus holder velsignet munden lukket, åbner den kun for noget så fornuftigt som at slikke mig på halsen, da jeg standser op og finder mine nøgler frem igen. Inde smider jeg overtøj og sko, der lander i bunke med Claus´, inden jeg viser vej til soveværelset med en levende skygge. Vi standser inden for døren, hans hænder lægger sig om min talje igen. Jeg vil til at tage min skjorte af, da han lægger hænderne om mine håndled. ”Lad være. Tag min i stedet.”
HELT i orden med mig. Han har nedknappede flipper, og hvorfor ikke udnytte det til at trække afsløringen i langdrag? Vi har vel ikke decideret travlt sådan en fredag, der er ved at blive til lørdag. Flipknapperne er små og dejligt besværlige, han forholder sig ganske roligt, mens jeg får dem fumlet op. Rækker først den ene, så den anden hånd frem mod mig for at få manchetterne åbnet. Jeg trækker det stykke, der er stoppet i bukserne op, inden jeg lukker knapperne foran op én ad gangen med kys mod det nyblottede hud imellem. Da jeg når ned til knappen ved solar plexus, kan jeg ikke styre mine fingre helt; han har lige den slags veldfinerede brystmuskulatur med hårde, strittende brystvorter der ganske enkelt TIGGER om at blive knebet og slikket. Jeg løsriver mig, vender tilbage og finder toppen af en mørk stribe hår, der forsvinder ind under linningen. Jeg er lige ved at fortsætte, holder i sidste øjeblik og siger ”Din tur”.
Fandeme om han ikke helt cool står og ryster på hovedet! ”Det hele. Du skal have fuld udsigt, mens du giver mig rejsning.” For at fjerne enhver tvivl, javer han hurtigt hånden i baglommen, hiver sine kondomer op og smider dem op i hovedenden af sengen, inden han lægger mine hænder på sine bukseknapper. ”Glem ikke uret, det er kikset at have på, når man er bar.”
Han slipper, så jeg kan få uret af hans håndled, inden jeg helt lydigt knapper hans bukser op, lader dem dumpe ned og trækker boxershortsene af ham. Jeg lader mit blik følge tøjet for ikke at komme til at afsløre min skuffelse over synet, som dog også undrer mig. Jeg fik da fat i mere i Bjørns gård? Mere end den 12-årsorm, der er alt, hvad han kan fremvise trods mit varme soveværelse. Sokkerne kommer af, hans eneste indsats indtil nu har været afvisning, men i det mindste kan han komme i tanker om at løfte fødderne en ad gangen. Om ikke andet er jeg da færdig nu, og han har dog en hel, mørk stribe fra lidt under navlen og ned til sin kedeligt lille stump tissetøj. Hm.
Han står og et øjeblik og smiler sært, før han i roligt tempo klæder mig af. Jeg har ingen flipknapper, i stedet er manchetter og de øverste knapper foran åbne, uden jeg tænker over det. Så slår det mig, at han ikke kysser undervejs som mig. Først da skjorten er helt åben, stryger han den af langs armene, følger det helt op og bylter den sammen, før han træder et skridt fra mig og ser ned af sig selv. Trækker mit blik til at følge efter hans, og jeg kan så småt se og forstå, hvad han mener. Lidt efter model af en hest er han ved at folde sig ud og blive længere, og han hænger stadig. Nu begynder det at se mere interessant ud. Han kommer tilbage igen, tæt på og tager et bar bukseknapper. En pause, der ligner en tanke, og jeg kigger ned. En tand længere end før, langsomt begynder han at rejse sig. Jeg overtager min afklædning, er ved at være godt lysten nu, og det bliver bestemt ikke mindre af, at jeg holder blikket stift (!) rettet mod hans pik, der ret hurtigt ændrer sig fra at halvhænge til at stå vinkelret ud og derefter rejse sig helt. Alt mens han stadig vokser en anelse på længden og i bredden. HALLELUJA, det er en hel skulptur, og jeg flår mit sidste tøj af, inden jeg smider mig i sengen. Han kravler op til mig, lægger sig ind over mig, synker sammen i armene og kværner sin tunge halvvejs rundt om min drøbel. Det får mig virkeligt op, jeg hiver fat i hans hånd og stopper hans langfinger i munden, inden jeg flytter den ned til min mås, der ligger modtageligt åben. Han fatter hentydningen og giver mig fingeren, driller mig, kan næsten nå mit kildepunkt, og jeg er ved at gå op i limningen af utålmodighed. Gudskelov kommer han i tanker om at få fat i sine kondomer, får et på og hamrer endelig ind, så jeg bliver blokket ud og ser stjerner, da ikke hovedet men kanten af hans omskæring masserer min prostata. Han langer en hånd ind under sig og giver sig til at kærtegne mit jern, får på en eller anden måde krænget min forhud ordentligt ned, så han kan lade sin tommelring køre under kanten af hovedet. Med hans tunge i gabet, røveren fyldt til bristepunktet og hans hånd i et fast greb om min pik når jeg ikke meget højere inden kommebrølet, der stort set får stukrosetten over mig til at rasle. Og han kører på endnu, så jeg føler det påkrævet at række ned og ælte hans hårdt spændte kugler, der straks reagerer med at ryste. To sekunder, hvor tiden fryser, så trækker han sig pligtskyldigt ud og vælter om på siden. Hans smukke pik må klædes af, jeg flår kondomet af og er kold overfor pletten, opsat på at nyde synet af dette mirakuløse fænomen længst muligt. Langsomt skrumper han ind og bliver til den lille snydemodel; jeg følger med og sukker stille undervejs, indtil jeg ser op og lader blikket falde til bunds i hans fisblå øjne. ”Det var derfor, jeg skulle have fuld udsigt, hva´? Jeg er ganske imponeret.”
Han griner langt nede i halsen, næsten helt nede i maven. ”Mit bedste partytrick.”
”Hvorfor er du i øvrigt klippet?” Jeg kærtegner roligt det stadigt blotlagte hoved, der ikke har lidt lunende forhud at trække sig ned i.
”Jeg er født i USA, min far er amerikaner. Derovre er det ret almindeligt; der har været en fuldstændig vanvittig idé om, at det skulle forhindre drenge i at spille den af. Det virker ikke ligefrem efter hensigten, men forbløffende mange læger er stadig i stand til at overbevise forældre om det. Der er selvfølgelig også en klar økonomisk gevinst for dem i det. Min mor var vist ikke meget for det, men min far bestemte ret suverænt, og han var selv omskåret. Hendes anke var, at det jo var at skade hendes perfekte barn, indtil min far spurgte hende, om hun da havde oplevet ham som skadet? Det er i hvert fald den historie, jeg har fået. Jeg greb dem midt i et ryk et par gange, de var godt nok lystige. Mit partytrick er et arvestykke.”
Jeg synker et eller andet. Det kan godt være, den åbenmundethed kommer til at kræve lidt tilvænning. Og den tilvænning kunne jeg ret godt tænke mig. Jeg tegner ned over hans krop, lader mine øjne følge pegefingeren for at kunne få det næste sagt. ”Du bliver her i nat, ikke?”
”Resten af weekenden, hvis du vil have det?”
Nu tør jeg se op. ”Fræk som en slagterhund at invitere sig selv. Men jo tak.” Jeg læner mig ind over ham, kysser igennem. Lader ham falde om på ryggen. ”Skal vi sove?”
Han nikker, vender sig om på siden, så vi kan ligge i ske.