Synopsis:

Boline stod ved vinduet og så mosekonens bryg ligge over markerne, det syn var en del af morgenerne i september.
Nu var det snart en måned siden hun havde set ham første gang. Han kom med sin far for at slagte grisen, der havde gået i stien fra foråret. De små søskende havde grædt og var løbet ud i laden, hvor de stod og holdt sig for ørerne for ikke at høre grisens skrig, når den opdagede, hvad der skulle ske. Selv havde hun sammen med moderen betragtet skuet fra køkkenvinduet. Men hun havde dog mest øje for den unge mand der var slagterens hjælper. Han var høj, slank med mørkt krøllet hår og smukke brune øjne, og hun havde hørt slagteren kalde ham Knud. Knud! Et smukt navn, hun havde sagt det for sig selv et utal af gange,
Boline var født i en storbondeslægt, hun var den ældste af 6 søskende. Gennem sin barndom havde hun oplevet, at familien var flyttet 6 gange. Hver gang fordi faderen havde været inde i den nærliggende by
og spillet mausel. Han tabte somme tider gården, men vandt de fleste gange en anden.
Så kom han hjem rød og blussende, vækkede moderen og sagde: ”Vågn op, Laura, i morgen skal vi flytte, jeg har vundet en gård.” Gården i Østofte var en af dem, det var, hvor de nu boede og hvor Boline var blevet konfirmeret et halvt år tidligere.