Excerpt: Troldmanden af rød og blå

Troldmanden

af Jesper Rugård Jensen

Kapitel 1 om Markus der stjæler forbuden frugt og får en overraskelse

Markus opdagede farverne en morgen da han var gået ind i sin storebrors værelse for at låne nogle af hans tegneserier. Anders låog sov i sin seng med det ene ben stikkende ud. Han snorkede let og Markus krøb forbi ham, som var han en indianer på jagt i skoven. Han vidste godt at hans bror ikke ville vågne om han så hoppede på ham, men det var mere spændende sådan her, og hvis Anders vågnede så ville han smide Markus ud lige med det samme. Så han kravlede hen forbi sengen helt inde ved sengekanten, hvor Anders ikke ville kunne se ham uden at løfte hovedet eller rulle helt hen til kanten. Henne ved reolen var hylden fuld af tegneserier og Markus tog dem ud en efter en for at finde dem med de største slagsmål i. De serier han ikke gad læse kastede han til den ene side og dem han måske ville tag med sig lagde han i skødet på sig selv. Da han var færdig med at gå hylden igennem, var bunken på gulvet stor og han havde tre bøger i skødet. Han kiggede et øjeblik på bunken på gulvet og overvejede kort om han skulle sætte dem på plads, men det var der vist ingen grund til, måske skulle han ind og hente flere senere og så lå de jo mege godt der. Markus rejste sig op og tænkte at han lige ville se på brorens samling af mekaniske robotter. Dem måtte han slet ikke røre, men når nu han var herinde, og Anders stadig sov og han havde fået fat i de ting han ville læse, så kunne han vel godt lige kaste et blik på dem. Det ville Anders aldrig opdage. Han lagd tegneserierne på hyldekanten og tog den mindste af robotterne op. Den var næsten lige så stor som hans hænder sat oven på hinanden men tykkere. Det var en angrebsrobot og havde arme der kunne bevæge sig og missiler der kunne affyres på skuldrene. Anders var meget øm over den og der gik et jag af dårlig samvittigheden gennem Markus. Måske skulle han ikke pille ved dem, men på den anden side, så sov Anders jo og selvfølgelig kunne der ikke ske noget ved at han bare kiggede på dem. Det var jo ikke fordi han ville ødelægge dem, var han måske dum? Han satte den lille robot tilbage på hylden helt ude på kanten og kiggede på resten. Der var forskellige størrelser, men den der fangede hans blik var den største af dem. Den var helt sort med gule striber og næsten dobbelt så stor som den han lige havde haft oppe. Dens hoved var sekskanten og havde en laser i begge øjne og raketter på hovedet. Hele dens krop kunne skyde forskellige ting afsted og selv dens arme og ben kunne bruges som boomeranger og andet kasteskyts. Da han tog den op kunne han mærke den lille klump i maven blive strammere. Hvis Anders så ham nu, så var det ikke godt at sige hvad der ville ske. Normalt gik Markus ikke ind på Anders værelse når han var der, og han rørte kun den store Mech robot hvis han var helt sikker på at Anders ikke var hjemme. Men nu stod han med den og selve fornemmelsen af dens glatte, farlige skind var ophidsende. Bagest sad der en række knapper er styrede lyd, og lys og raketbatterierne. Hans fingre gled forsigtigt hen over de enkelte knapper, mens han tænkte over hvad de forskellige mon gjorde. Han forestillede sig hvordan laseren ville tænde og brænde hul i væggen og så kunne han sende byger af missiler ind gennem væggen til det andet værelse. Måske kunne han endda styre robotten med fjernstyringsbetjeningen og så lade den trampe hen over gulvet ind til hunden og forskrække den. Han rakte hånden ind over de andre robotter på hylden og forsøgte at nå betjeningen og måske stille sig på tå for at kunne komme helt tæt på. I samme øjeblik hans fingerspidser kærtegnede den, hørte han pludselig sin mor råbe.

“Markus! Hvor er du. Der er morgenmad.”

Markus fór sammen og med den hånd der var rakt ind over hylden væltede han alle de robotter der stod i forskellige positurer, så faldt omkuld mellem hinanden med noget han syntes lød som et gevaldigt brag. Anders gryntede og drejede sig i sengen så hans ansigt nu lå med front direkte mod Markus. Markus holdt vejret, det ville være en katastrofe, hvis Anders vågnede nu, ville han ikke kun blive sur, hvad der var en almindelig forestilling, men ville blive rasende, hvad der ikke altid var lige sjovt. Nej det var aldrig sjovt. Men det var jo ikke Markus skyld. Det var fordig mor havde råbt sådan der og havde forskrækket ham så hans hånd havde væltet robotterne. Han måtte hellere rejse de væltede op. Heldigvis sov Anders videre og Markus satte forsigtigt den store mech på hylden. Der var kun lige plads til den ved siden af den anden han havde sat tilbage og han placerede dem lige over for hinanden, så det så ud til at de skulle til at slås lige straks. Han begyndte at rejse de faldne robotter op en ad gangen, og startede med dem der lå tættest på. Det var lidt besværligt at nå ind til de bageste, men det lykkedes ham til sidst at få dem alle sammen til at stå op på en måde han var sikker på at Anders ikke ville kunne se forskel på. Han stod stille og så på de stående robotter og lyttede efter lyden af Anders tunge åndedræt. Det var godt,, nu kunne han tage tegneserierne og smutte ud. Der var ingen grund til at Anders fik noget at vide om det her, og det var vist på tide at forsvinde. Han rakte ud efter de tre bøger og i det han trak dem ud, skubbede enden af det ene album det lille robot der stod på kanten. Robotten stod og vaklede lidt, og dens store fødder ville have fået den til at genvidne balancen uden problemer,, hvis Markus ikke havde sat den så yderligt at dens ene fod stak ud over kanten. Den gav et lille vip tilbage og på returen røg den ud over hylden og kunne så ikke stoppe. Markus så med åbne øjne på robotten der begyndte at falde, men gjorde ikke noget for at fange den. Det sidste den gjorde inden den forlod hylden helt var at stikke en arm hen i maven på den store af robotterne, og dreje denne rundt så den også også røg ud over kanten. Den skurrede ned med sit hoved først og kørte ryggen hen over hyldekanten. Markus så på katastrofen i stilhed og vidste nu at det hele ville ende frygteligt galt. Da robottens knapper ramte kanten aktiveredes den, og med en frygtelig larm vågnede den til live. Den brølede noget sejt uforståeligt og dens øjne lyste op med stråler over hele værelset. Anders gav et ryk og robotten fortsatte sine betræbelser for at forsvare sig. Den lod nu alle sine missiler ryge ud over det hele. Med hovedparten rettet mod Anders. De ramte ham en efter en, og hver gang gav det et ryk i både ham og Markus. Lige inden den ramte jorden, sendte den de sidste rester afsted, både arme og ben blev kastet over mod Anders seng, og den sidste arm ramte ham direkte på næsen. Han åbnede øjnene et kort sekund og lukkede dem så igen. Markus stod helt stiv og ventede – han kunne ikke en gang overtale sine ben til at løbe. Han nåede lige at tænke, at Anders måske stadig sov, da den faldne robot nu satte sirenen i gang. Det plejede at være en lyd Markus plagede Andreas om at få lov til at starte, men denne gang ønskede han virkelig at den ville forsvinde med det samme. Og i et kort sekund kunne han se, hvorfor hans forældre gang på gang havde påstået at de fik hovedpine af den megen støj. Han var sikker på at han var i gang med at få hovedpine. En rigtig slem en af slagsen endda. Nu åbnede Anders øjnene helt, og markus var sikker på at han var fortabt. Anders satte sig op i sengen, smed dynen af sig og sad i sit nattøj. Hans blik fløj hen over rummet og ramte Markus med albumsene i hånden og den katastrofale ophobning af robotdele på gulvet.

”Markus, hvad fanden laver du inde på mit værelse? Kan du komme ud.” Han gjorde anslag til at rejse sig op og Markus trak sig sammen. Han bøjede hovedet for at udgøre et mindre mål, og skævede op mod Anders. Denne var nu på vej ud af sengen og da han var en meter fra Markus, var det at han så det. Fra Anders hoved gik der en stribe blå lys ud. Lidt lige som mech robottens laserøjne, men alligevel ikke. Der var en spagetti agtig klump af blåt lys omkring Anders, ikke nok til at skjule hans hoved, men snarere som en slags tåge omrkring ham. Det skjulte ikke noget og Markus kunne sagtens se alle detaljerne i hans ansigt stadigvæk: den sammeknebne mund, stregerne i panden og de vrede øjne. Ud fra skyen omkring ham gik der blå striber eller tov af lys. De forsvandt ud gennem vinduet og den åbne dør. Markus stod og stirrede himmelfalden på farverne og mens Anders begyndte at skælde ud, kunne han ikke andet end betragte hvordan tågen vred og vendte sig mens Anders råbte. Anders greb fat i ham og begyndte at trække ham ud af værelset. Markus hørte nu, at Anders kaldte på deres mor, og vidste at det ikke kun var en lille ting der var sket. Hvis det havde været almindeligt drilleri Markus havde gjort så ville Anders bare havde slået ham og så ville han kunne løbe skrigende ned til deres mor og få sympatien før Anders kom ned og beklagede sig. Men nu var Anders så sur, at han tog Markus med ned med det samme og selv om Markus nu begyndte at stritte imod, så var storebroderen, så meget større at han ikke havde nogen problemer med at slæbe Markus med hen til trappen og ned af den. Moren sad i stuen og læste avisen med en kop te i hånden. Hun krympede sig da Anders trak markus ind gennem døren og lagde avisen fra sig.

”Hvad er der dog sket unger. ” Markus vidste at det var nu han skulle begynde at klage over Anders' behandling, men pludselig lagde han mærke til at de blå linier fra Anders hoved også løb hen til moren. Hun havde til gengæld kun en meget svag blå aura, og Anders blå reb gik lige igennem hendes hoved og ud gennem vinduet. Nu så Markus at der også gik en stribe blåt fra Anders og hen til ham selv. Jo tættere lyset kom til Magnus jo bredere og svagere så det ud. Men han var sikker på at det ramte ham. Mens han stod og betragtede lyset, fortsatte Anders sine beklagelser og moren nikkede bedrøvet. Hun var ikke glad når de skændtes, det vidste Markus, men normalt brugte han det til at forsøge at skabe noge sympati. Lige nu kunne han ikke rigtigt koncentrere sig om at forsvare sig, og Anders fik lov til at beklage sig uden indblanding fra Markus side. Det så dog ud til at Markus stilhed virkede bedre end når han forsøgte at forklare sig, for moren så bekymret på ham, og sagde så stille: ”Slib ham Anders.”

Anders der stadig var vred, men også noget forundret over hvor lidt Markus egentlig kæmpede imod, slap ham langsomt og trådte et skridt til siden. Deres mor sukkede igen, og begyndte at forklare Markus at han ikke skulle gå ind på Anders' værelse uden at denne havde givet ham lov til det. Markus nikkede men hørte kun halvt efter. For det første havde de sagt det før, og han var jo ikke dum. Han vidste godt at Anders ikke ville have det, men det kunne jo ikke gøre noget når han sov, og det var jo ikke med vilje at han havde væltet robotterne. For det andet var han stadig ikke helt vænnet til de mærkelige lys. Moren hævede stemmen, og Markus registrerede at hun nu nok snart ville blive sur. Det var der at han rakte ud og tog fat i det farvede lys der stømmede fra Anders og ind mod ham. Det føltes koldt og pulsende i hånden på ham, og han var både overrasket og ikke over han kunne mærke det. Han formede hånden over det og pludselig var alt blåt omkring ham. Både stue og mor og Anders var pludselig i baggrunden. Hor før det blå lys havde været noget der svagt havde omkranset Anders og til dels hans mor, så var det nu det væsentlige og han kunne kun se resten svagt. Det lys der strømmede fra Anders var klart og kraftigt og flød i tykke bundter ud fra hans hoved. Hans mor var svagt og lyste kun stærkere der hvor det mødtes med Anders'. Hans hånd kunne mærke lyset, som modellervoks eller ler og han formede det næsten som når hans mor tegnede mens hun tale i telefon.

Kapitel 2 om en tjener der holder op med at tjene.

Aske var først forvirret over hvad der var sket. Han havde kastet sig ind mod troldmanden, da han var ved at lave sin trolddom, og så var alt blevet mørkt og tomt. Efter det var han ved bevidsthed på en drømmende måde, og havde ikke vidst helt hvor han var. Han kunne mærke troldmanden omkring sig, nærmest både indeni og udenpå på en gang. Langsomt havde han fået skildt sine tanker ud og kunne se at de på en eller anden måde svævede over jorden flere steder. Han kunne ikke helt forklare det og hans tanker var så spredte at det ikke var helt til at begribe. På en eller anden måde var han både her og der, og hans tanker var både hans egne og troldmandens. Troldmanden måtte have mærket det samme for han begyndte at tænke på et andet sprog end det han var startet med og snart var det kun glimt af tanker der føg igennem til Aske. Aske kunne se at tiden gik omrking dem. Sneen forsvandt, skove voksede frem og der kom og enkelte mennesker derop. Han forstod at de måtte være i en fortryllelse og at de var beskyttet mod alt men at de samtidig ikke kunne påvirker verden. Hans arme, ben og krop kunne han mærke, men de reagerede ikke når han forsøgte at bevæge dem. Følelsen var der godt nok, men han kom ikke nogen steder hen. De svævede bare. Eller rettere blev Aske opmærksom på efter mange sæsoner, de var flere steder end oppe i luften, og under jorden og nede mellem træerne. Men der var udsynet ikke så stort, og på en eller anden måde blev det det han mærkede dernede overskygget af hvad han så oppe fra. Som tiden gik blev han mere og mere opmærksom på troldmandens følelser, selvom han stadig ikke kunne forstå hvad han tænkte. Han kunne mærke at han blev irriteret hver gang Aske tænkte på hændelsen lige før de var blevet tryllet ind i kuglen og vred hver gang Aske genkaldte sig oprøret. Der var ingen glæde i troldmandens tanker, det var Aske sikker på, kun en smuldrende bitterhed, der var vendt ikke kun mod Aske, men også mod de mennesker der var begyndt at overtage jorden under dem, og først jage der i små grupper, senere begyndte de også at dyrke jorden. De fældede træerne og afbrændte stubbene og pludselig var der folk bosat over det hele. Landskabet skiftede karakter, fra at være vildt og iset, blev det regulært og Aske kunne se at der efterhånden ikke var et sted, hvor der ikke havde været mennesker. Selv der hvor naturen var kommet tilbage, kunne han se spor efter mennesker i landskabet. Fra hans perspektiv bevægede de sig som små myrer hen over landskabe, forandrede det og forsvandt så selv. Tiden faldt ham aldrig lang og selv om han savnede venner og familie; det der havde været tilbage efter kampen mod troldmanden, så var der aldrig et øjeblik hvor han fortrød, og han vidste at når de på et tidspunt slap ud, så ville han være klar, måtte være klar til at tage kampen op igen. Og han var ikke i tvivl om at de ville slippe ud igen. Det kunne han mærke på hele troldmandens væsen. Ofte følte han hvordan denne om natten stirrede ud i natten, ud i rumemt mod stjernerne efter et eller andet. Noget som troldmanden vidste ville vende tilbage. Måske efter det der havde givet ham hans kræfter til at starte med. Langsomt blev Aske mere bevidst om sine omgivelser og specielt om troldmandens humør. Det var som om manglen på ord, fik ham til at fokusere mere på de stemninger der gled igennem ham. Så da tiden endelig kom var han klar. Han vidste at det første troldmanden ville gøre, når de først slap ud af deres fængsel, ville være at forsøge at slå ham ihjel. Han vidste også at et hvert forsøg fra ham på at skjule sin planer ville blive gennemskuet, så han begyndte i stedet kaste så mange tanker han kunne overkomme i retnng af troldmanden. Han lagde den ene plan efter den anden, og snart begyndte han at mæke at troldmandens bevidsthed rettet mod ham begyndte at svækkes. Og da troldmanden emdelig så tegn i stjernerne på at noget var ved at ske, så var Aske klar. Han havde haft så mange ideer til sin flugt at han var sikker på at troldmanden ikke ville vide, hvilekn af dem Aske ville vælge, og han havde omyggeligt forsøgt at finde huller i sine planer. Hvis Aske ikke kunne gemme sine tanker fra troldmanden så kunne troldmanden ikke gemme sine følelser fra Aske. Og troldmandens ophidselse var så kraftig at den næsten fik Aske til at mærke sit hjerte og få åndenød. Det måtte være lige op over. Det måtte være næste nat eller natten efter. Aske fangede et par tanker fra troldmandens bevidsthed, et par ord han havde opsnappet efterhånden, nok til at fortælle ham at det ville ske om natten, efter den næste nymåne. Når himlen var tom og solvindene skygget for af jorden. Noget af det han havde opsnappet vidste han ikke hvor han havde fra. Han frygtede at noget af hans essens var blevet byttet ud med troldamndens, at de var blevet hinanden mere lig. Og han var ikke på at hvis de ikke havde hadet hinanden så inderligt, hvis de ikke havde kæmpet så hårdt imod hinandens tanker, så ville de for længst være smeltet sammen i en bevidsthed. De ville være blevet til et menneske, og Aske var ikke sikker på, hvilken slags. Han kunne mærke at troldmanden vidste det samme, og han frygtede det mere end noget andet. At miste sig selv, var et stadigt pulsende frygt, der lå som en dyb rytme under alt hvad troldmanden tænkte, og når Aske tænkte på det, når han, for at drille lod sine tanker strømme ud og lod sit sind åbne mod troldmanden, så mærkede han den puls af angst forstærkes, og hvordan troldmanden panisk byggede stive hårde mure op imellem dem. Mure der aldrig lukkede helt af, men som åbenbart holdt dem adskildt. Hvis troldmanden bare en eneste gang havde gjort anslag til at ville følge Aske opfordring, ville han have stoppet med det samme, for han frygtede i lige så høj at miste sig selv som troldmanden gjorde, men det var nemmere for ham at tænke det, end det var for troldmanden at føle det. Natten kom, den nat hvor de ville slippe fri, og i troldmandens ophidselse kunne Aske pludselig se med hans øjne, han så ud i rummet. Ud i det store tomme. Der godt nok var oplyst af stjerner, og hvor mælkevejen strøg hen over himmelen som en grødet streg. Han vidste at der deroppe, tæt på dem, ville komme en tåge, der ville omslutte jorden og troldmanden ville få sin magt igen, og han ville kunne åbne for deres fængsel og de ville blive sat fri. Da troldmanden fik det første glimt at tågen, var hans glæde stor at Aske så tågen som troldmanden så den: Striber og filamenter af blåt lys, der strømmede ned mod dem, og ned mod jorden. Han så sig selv, som et spøgelse, en skygge set med troldmandens øjne, og han undrede sig over hvor anderledes han så, hvor meget han kunne se mere end Aske, og han så de blå striber, der ramte ham selv, og dansede om hans hoved. Han mærkede pludselig at troldmanden var opmærksom på ham, og at det måske ikke var tilflædigt at han havde fået lov til at kigge med. Troldmanden lo og Aske vidste at det var nu. Det var nu de ville blive fri, og det var nu troldmanden ville slå til. Og før han gjorde, lod Aske sig forsvinde. Han gav slip på alt og lod sig svæve med ud overalt hvor de var. Lige før han mærkede sin bevidst smuldre helt bort, følte han hvordan troldmanden blev fysisk materialiseret et sted, og hvordan han ledte efter Aske, men ikke kunne finde ham. Troldmanden forsvandt, rasende over at Aske ikke havde forsøgt at flygte ud, men var flygtet ind i den sky de havde været i. Og da han nu var væk, lod Aske sig langsomt samle igen. Som damp der blev til vand, først en dråbe så to, så en hel kilde og så en sø et sted. Han blev svimmel og så pludselig stod han i mørket på den hårde jord og frøs.